En hjerneblødning er et form for anfald. Hjerneblødninger er ofte affødt af at der går hul på et blodkar i hjernen, hvorved blodet ansamler sig i det omkringliggende væv. Der kan også gå hul på en blodåre mellem kraniet og hjernen. Disse tilstande fører til at hjernecellerne dør. Hjerneblødninger (også kaldet cerebrale hæmatomer), blodansamlinger i hjernen eller intrakranielle blødninger er årsagerne til omkring 13% af alle anfald.
Når blodet fra en trauma begynder at irritere hjernevævet opstår der en hævelse. Det spildte blod ansamler sig i masser kaldet hæmatomer. Disse tilstande øger trykket på det nærliggende væv, og dermed reduceres det livsvigtige blodomløb i hjernen, hvorved hjernecellerne begynder at dø. Blødningen foregår enten inde i selve hjernen, mellem hjernen og hinden der dækker den, mellem de forskellige hindelag eller mellem hindelagene og kraniet der dækker hele hjerneorganet.
Den mest hyppige årsag til hjerneblødninger er hovedskader, der ofte kommer i forlængelse af bilulykker, motorcykelulykker, cykelulykker, fald, overfald og sportsskader. Milde hovedtraumer er mere tilbøjelige til at føre til hjerneblødninger såfremt man er oppe i alderen, og især hvis man tager anti-koagulerende medicin, eller lider af blodplademangel. Man kan have pådraget sig en alvorlig skade, selvom der ikke befinder sig et åbent sår, blåt mærke eller hul ind til hjernen.
En hjerneblødning kan forekomme på grund af at væsken der omkranser hjernen ikke har mulighed for at absorbere kraften fra et pludseligt slag mod hovedet, eller et pludseligt stop (og dermed rystelse af hjernen). I sådanne tilfælde vil hjernen nemlig bevæge sig kraftigt mod den indre væg af kraniet, og dermed få blodansamlinger, som kan minde om blå mærker på kroppen.
Trods nogle hovedskader kan være mindre i omfang (såsom de der blot forårsager kort bevidsthedstab), kan en hjerneblødning være potentielt livsfarlig, hvorfor den næsten altid kræver akut behandling. En hjerneblødning kræver ofte et kirurgisk indgreb for at fjerne blodet. Blandt de mest populære årsager til hjerneskader kan følgende opremses:
En hjerneblødning kan enten forekomme som en subduralblødning (subduralt hæmatom), epiduralblødning (epidural hæmatom) eller en subaraknoidalblødning (blødning under den mellemste hjernehinde.
Denne type blødning opstår oftest efter en hovedskade. Blødningen opstår mellem hjernehindernes to yderste lag. Blødningen opstår ved at der går gul på et af blodkarrene mellem den hårde hjernehinde og hjernen. Det lækkede blod danner en blodansamling, som øger trykket på hjernevævet. Hvis blodsamlingen bliver ved med at vokse i størrelse, vil man opleve, at bevidstheden langsomt svinder hen. En højt tryk i hjernen kan føre til at hjernen strukturer bliver skubbet rundt. Dette er meget farligt, da det i yderste tilfælde kan resultere i at man dør.
Tilstanden forekommer oftest i forlængelse af et slag mod hovedet. Hvis man er ung og rask skal der et meget kraftigt slag til at danne en hjerneblødning, hvorimod ældre eller alkoholikere har nemmere ved at få revet en af pulsårene i hjernen itu. Dette skyldes af ældre og alkoholikere har en hjerne, som er skrumpet i størrelse, hvorfor venerne (blodårerne) er blevet spændte. Der skal herfor ikke en særlig stor 'rystelse' af hjernen til, før der går hul på en af de skrøbelig blodkar.
Subdurale hjerneblødninger forekommer også blandt småbørn, efter de har et større rum mellem hjernen og den første hjernehinde, og hjernen dermed udsættes for en større kraft, når den rykker sig, og støder ind hinden. Dette ses bl.a. ved sygdommen kaldet Shaken baby syndrom. Risikoen for at udvikle en subduralblødning er dermed større for personer der tager blodfortyndende medicin, misbruger alkohol, ældre og småbørn.
Der findes tre former for subdurale blødninger
Alle tre typer af subdurale blødninger bør tilses af en sundhedsfagligt kvalificeret person så snart symptomer og tegn melder sig. Det er vigtigt at opsøge akut hjælp øjeblikkeligt, da sandsynligheden for at undgå en permanent skade er størst sådan.
En epidural hjerneblødning er en form for traumatisk hjerneskade, der består i at blod ansamler sig i området mellem den hårde hjernehinde og kraniet. Efter den hårde hjernehinde også dækker rygsøjlen, vil en epidural blødning også påvirke rygsøjlen. Epidurale hjerneblødninger er ofte meget farlige grundet de traumatiske omstændigheder samt det øgede tryk i hjerneskallen.
Det høje tryk i kraniet fører til at der bliver trykket på hjernevævet, hvorved hjernen bliver indeklemt. En epidural hjerneblødning tager hurtigt til i fart, eftersom blødekilden oftest er en arterier, der typisk er højt tryk i. Epidurale blødninger fra arterier kan vokse sig store, indtil de topper i størrelse ca. 6-8 timer efter skaden er pådraget. Typisk vil føre til at man spilder 25-75 kubikcentimeter blod ind i rummet mellem kraniet og den hårde hjernehinde.
Epidurale hjerneblødinger kan være en smule misvisende når man pådrager sig dem. Oftest vil man i den umiddelbare tid efter hovedskaden ikke føle gener eller ubehag. Symptomerne kan være forsinkede, fordi blodet endnu ikke har ansamlet sig. Efter at blodet begynder at samle sig, vil man opleve at øjet på den side af hovedet, hvor slaget stod, vil vise unormale pupiller. Desuden vil øjet fremstå lidt sænket og udskudt fra øjenhulen. Omtrentligt 1-2% af alle hjerneskader er epidurale hjerneblødninger, mens 15-20% af alle tilfælde af epidurale hjerneblødninger ender fatalt.
Blødningen er en akut blødning fra store eller mellemstore blodårer i hjerneskallen, uden for selve hjernevævet. I forlængelse af blødningerne opstår ofte kramper (spasmer) i blodårene, der fører til at blodtilførslen til hjernen reduceres, hvilket kan være farligt for hjernevævet. Tilstanden er meget farlig og kan potentielt føre til nye blødninger. Derfor er det bydende nødvendigt at man bliver behandlet på en neurokirurgisk afdeling øjeblikkeligt. Statistisk set er der en 50% risiko for at man lider af varige gener efter den kirurgiske behandling, selvom behandlingsmetoderne er meget avancerede nu til dags.
Den mellemste hjernehinde (ud af de 3 hjernehinder) kaldes for araknoid-hinden. Hvis en blødning foregår under denne hinde, kan den kategoriserende som værende en subaraknoidal hjerneblødning. Ligesom med alle andre blødninger i hjernen, vil denne blødningstype føre til at forøget tryk i skallen, som kan føre til at hjernen skubbes rundt og gradvist mister sin funktionalitet. Blødninger under den mellemste hjernehinde forekommer hos omtrentligt 600 personer i Danmark årligt. Kvinder bliver oftere end mænd ramt af denne type hjerneblødning, og især personer i alderen 40-60 år er specielt udsatte.
Denne blødningstype er i langt de fleste tilfælde forårsaget af en svækkelse af blodkarrenes vægge, som resulterer i små hævelser eller udposninger. Når en af disse udposninger brister, opstår en subaraknoidal hjerneblødning. Derfor kan hjerneblødningen forekomme spontant, og uden man nødvendigvis kan forbinde den med et særligt slag mod hovedet. Man kan ikke altid fastslå hvad årsagen til hvorfor udposningen brister. Risikoen for at blodkarrenes vægge brister afhænger i høj grad af spændingen i blodårene og størrelsen på udposningerne. Man ved at højt blodtryk også er med til at øge risikoen for at der går hul på blodkarrene.
Apoplexia cerebi - også kendt som hjerneblødning, blodprop i hjernen eller slagtilfælde - er en tilstand der årligt rammer 10.000 danskere, hvoraf 85% af disse tilfælde udgøres af rene blodpropper i hjernen. Skaden fører til at blodforsyningen til hjernen er nedsat. En blodprop i hjernen stopper for blodtilførslen til en eller flere dele af hjernen, hvilket kan føre til at hjernen mangler livsnødvendige næringsstoffer under den påvirkede tidsperiode.
Omvendt vil man under en hjerneblødning opleve at der går hul på en blodåre i hjernen, hvorefter blodet ansamler sig i hjernen. I sådanne tilfælde vil hjernecellerne i de pågældende område dø. Blødninger i hjerneskallen pga. et kronisk højt blodtryk, der ikke behandles eller monitoreres jævnligt kan føre til et højt tryk i hjernen.
Omkring 2% af alle personer, der pådrager sig en hovedskade, vil udvikle en form for hjerneblødning
Du bør øjeblikkeligt opsøge en læge hvis du oplever kroniske symptomer fra en hjerneskade. Du bør kontakte alarmcentralen omgående hvis du har fået et slag/stød mod hovedet (hovedtraumer).
Lægen vil undersøge dig og stille dig spørgsmål. Lægen vil ligeledes anmode om scanninger, for at kunne opfange ændringer i hjernen og dens funktion. De nuværende diagnosticeringsteknikker indbefatter CT-skanninger og MR-skanninger af hjernen. Alt afhængig af hjerneskadens grad, kan behandlingsmetoden være alt fra en minimal indgriben til mere omfattende behandlingstyper som medicinering, akut operation og kirurgi i flere år efter hjerneskaden. Fysioterapi, taleterapi, genoptræning, synsterapi og ergoterapi kan supplere rehabiliteringen.
En hjerneblødning kan være svær af diagnosticere, da andre tilstande som hjernehindebetændelse, blodprop og hjernetumorer kan forårsage lignende symptomer. Herfor kan det være nødvendigt at undergå en del tests for at kunne fastslå den præcise årsag til symptomerne, og om hvorvidt der er tale om en hjerneblødning eller ej. Diagnosticeringen af en hjerneblødning indbefatter bl.a. at lægen kigger på sygdomshistorikken, foretager en fysisk undersøgelse, tager blodprøver, tager en rygmarvsprøve (Lumbalpunktur), MRI-skanning og CT-skanning.
Hjernen og rygmarven er omgivet af en klar, farveløs væske, der indeholder sukker, salt og en lille mængde protein. Denne væske kaldes cerebro-spinal-væske eller Rygmarvsvæsken. Ved visse infektioner kan der findes bakterier eller virus i denne væske. Ved nogle hjerneblødninger, hvis der også spildes blod ud i denne væske. Nogle sygdomme i hjernen kan sågar behandles via medicintyper, som man injicerer ind i denne væske. En rygmarvsprøve består i at man fører en tynd kanyle ind gennem ryghvirvlen til rygmarvskanalen, hvor der er direkte adgang til væsken. Det gør sjældent ondt at få taget prøven. Man kan opleve at få lidt hovedpine, hvis indgangshullet ikke er lukket fuldkommen til, men værre er det ikke.
Behandlingen for en kronisk hjerneskade vil oftest inkludere:
Medicinbehandlingen har til hensigt at begrænse hjerneskadens omfang og forhindre, at der opstår nye blodpropper eller indre hjerneblødninger. Hvis der foregår en blødning i hjernen, er det meget sandsynligt at man skal igennem en operation. Sommetider kan man med lidt held opløse blodproppen i hjernen med et blodpropsopløsende præparat (trombolyse el fibrinolyse). Medicinen virker ved at stimulere nedbrydningen af blodproppens fibrin (det ikke-vandopløslige protein, der danner netværk og holder sammen på blodproppen).
Trombolyse bruges også til at behandle blodpropper i hjertet, lungen, armene og benene. Normalvis anvendes behandlingen ikke hvis man bløder i hjernen, lider af kvæstelser, lider af for højt blodtryk, har nyresvigt eller lider af kræft. Man skal opfylde en række krav vedr. alder, sundhedstilstand og medicinvaner for at kunne blive vurderet godkendt til trombolysebehandling.
En læge vil ofte vælge at behandle med kombinationen af acetylsalicylsyre og dipyridamol retard eller clopidolgrel, da disse behandlingstyper er bedst ift. udfaldet. Lægen vil herfor vælge behandlingstypen ud fra priserne på præparaterne og eventuelle bivirkninger forårsaget af kombinationer med andre medicinformer. Det kan være at man bliver rådet til at tage medicin mod mavesår i forbindelse med behandlingen, da der er en stor risiko for at mavesyren stiger i syrlighed. De fleste personer med blodpropper i hjernen (apopleksi) behandles med medicin, som opløser de små blodpladers sammenhæng med hinanden, hvorved blodproppen opløses. Selve behandlingens sammensætning kan variere meget:
Acetylsalicylsyre 75 mg (1 gang) dagligt
Bivirkningerne for denne plan forekommer sjældent, og er meget milde. Man kan opleve at få svie i maven, da mavesyren bliver syrligere - dette kan man bekæmpe ved at få tabletter, som først opløses når de er rejst længere gennem fordøjelsessystemet.
Acetylsalicylsyre 75 mg (1 gang) samt Dipyridamol retard 200 mg (2 gange) dagligt
Denne behandlingsplan mere effektiv end acetylsalicylsyre alene, samtidig med at bivirkningerne er sjældne og milde. Dog kan man ud over mavebesvær opleve at få hovedpine og andre gener.
Clopidolgrel 75 mg (1 gang) dagligt
Denne behandlingsplan er lige så effektiv som kombinationen af acetylsalicylsyre og dipyridamol retard, og forårsager næsten aldrig bivirkninger. Dog er de mulige bivirkninger også irritation af maven og hovedsmerter.
Hvis lægen vurderer at blodtrykket eller kolesteroltallet har haft afgørende betydning for blodproppen eller hjerneblødningen i hjernen, vil vedkommende muligvis ordinere blodtrykssænkende og kolesterolsænkende medicin, og løbende følge effekten af denne. Hvis man har uregelmæssig hjerterytme bliver man som regel behandlet med andre former for blodfortyndende medicin (AK-behandling). En sådan behandling vil kræve at man jævnligt måler blodets koaguleringsevne (evnen til at størkne), med henblik på at vurdere behandlingens effektivitet løbende.
Den blodpropopløsende behandling bruges som regel også hvis symptomerne på hjerneskade har været tilstede i mindre end 4-6 timer. Herfor er det vigtigt at blive bragt til et hospital hurtigst muligt, da man således sikrer den bedste behandling af hjerneskaden. På hospitalet vil man få taget en CT-skanning, få målt værdier som blodtryk, puls, iltmætning i blodet, vejrtrækningsrytme og kropstemperatur. Man vil yderligere bliver undersigt for hjertesygdomme med og få taget blodprøver med henblik på at fastslå blodsukker, eventuelle infektioner, osv. Man er normalvis indlagt i 48 timer efter symptomerne fandt sted, da risikoen for nye blodpropper topper i den umiddelbare efterfølgende periode.
I nogle tilfælde bliver man nødt til at fjerne blodproppen med et tyndt kateter, der føres gennem en af hjernens pulsårer og derved ind i selve hjernen. Denne behandlingstype vælges dog kun avendens hvis den blodpropopløsende medicin ikke fungerer effektivt nok, eller hvis der er gået alt for lang tid efter hjerneskaden fandt sted. Desuden bruges behandlingen også hvis blodproppen er så stor, at den påvirker en væsentlig del af hjernen.
Hjerneblødninger forekommer 4 gange oftere hos mænd end hos kvinder.
Forebyggelsen af hjerneblødninger består i at beskytte folk involveret i trafikulykker ved eksempelvis brug af sele for billiter, eller brug af hjelm for motorcyklister. Desuden kan der også tages en del politiske tiltag med henblik på at reducere det totale antal af trafikulykker på landsplan. Eksempler på dette er strengere krav til billister, nedsættelse af fartgrænser, højere bødetakster, osv.
I takt med at du kommer dig over hjerneskaden, kan det være belejligt at holde dig til en solid daglig rutine, få sovet tilstrækkeligt og få skrevet lister el. noter for at minde dig selv om sager du bør huske på at ordnet. Hvis du oplever vrede eller nedsat selvkontrol, bør du få klargjort hvad, der er den underligende årsag, og undgå en konfrontation med denne.
Efter at man har pådraget sig en hjerneskade, hovedskade, blodprop, hjerneblødning eller slagtilfælde er det bydende nødvendigt at hjernen har alt hvad den behøver for at reparere sine celler. Kroppen er heldigvis meget tilpasselig og vil naturligt efterstræbe af genvinde hjernens mistede funktionsevne - en proces man kan afhjælpe gennem sund kost og kosttilskud. En hjerneskade kan desværre også påvirke appetitten, hvorfor det er vigtigt at sørge for at man får tilført de nødvendige næringsstoffer via fx kosttilskud.
Kolesterolniveauet bør ikke sænkes, da hjernen og musklerne kan blive påvirket af dette. Mange tror fejlagtigt at alt kolesterol er dårligt og usundt, hvorimod sandheden er at kun forharsket kolesterol kan øge risikoen for åreforkalkning.
Det er vigtigt man får indtaget protein i tiden efter en hjerneskade, da denne bestanddel er vigtig for hjernens genopbygning. Navnlig aminosyrerne isoleucin, leucin og valin er nødvendige for gendannelse af hjernens signalstoffer (neurotransmittere). Herudover er det vigtigt at få tilstrækkeligt med "glutamat" og "GABA" da disse aminosyrer er byggestenene til hjernens mistede eller beskadigede væv.
Operationer, feber, hårde sygdomme, stress og sult er alt sammen med til at nedbryde kroppens proteinlager, hvorfor man under sådanne tider bør sørge for at minimum en tredjedel af kosten består af aminosyre (proteiner). Normalvis anbefales et dagligt indtag på 12 mg isoleucin, 16 mg leucin og 14 mg valin per kg kropsvægt - dagligt, for voksne. I svækkede situationer har kroppen brug for op til 5 gange så stort et behov, hvorfor man bør sørge for ikke at mangle disser aminosyrer i kroppen under healingforløbet efter en hjerneskade.
E-vitaminer kaldet tocotrienoler kan forebygge fremtidige hjerneskader og sætte gang i blodgennemstrømningen. Antioxidanter er også vigtigt at få indenbords, herunder C-vitamin og E-vitamin. Desuden bør man også få tilskud af D3-vitamin, magnesium og B6-vitamin. Herudover det zink og selen også vigtige mineraler for hjernen - disse kan ligeledes også erhverves i form af vitamintabletter. Tilligemed skal det nævnes at cellernes energibatterier kaldet mitokondrierne i musklerne og hjernen har godt af tilskud af Q10 (hjælpestof til energiproduktion) og vitaminet L-carnitin (bruges til kroppens normale fedtforbrænding og modvirker trætheden efter en hjerneskade). Begge stofferne kan fås i form af supplement til den almindelige kost.
B-vitamin (både B1, B2 & B3) er afgørende for at de 3 førnævnte aminosyrer kan optages og anvendes af kroppen. Herudover er det vigtigt at kosten indeholder magnesium, kobber og biotin. Desuden bør man ikke have et for højt indhold af jern i blodet, hvilket kan reguleres ved at man får taget blodprøver hos lægen jævnligt. Yderligere bør det nævnes at ingefær, hvidløg, E-vitamin og navnlig fiskeolie (omega-3-, og omega-9-fedtsyrer) er meget effektive midler i forebyggelsen mod fremtidige blodpropper.
Omega-3-fedtsyrer er vigtige fordi hjernen består af omtrentligt 60% fedt. Andre anbefalede fedtkilder indbefatter fed fisk, fiskeolie, nødder, hørfrøolie, mandler og avocadofrugter. Olivenolie bør benyttes ved madlavning i stedet for margarine, da olivenolie er effektiv i forebyggelsen mod åreforkalkning og betændelser.
Fremtidsudsigterne bliver værre i takt med at omfanget af hjerneblødningen bliver større. De fleste traumatiske hjerneskader er milde og forårsager der ikke permanente eller langtidsvarende nedsatte evner, trods alle former for hjerneskader potentielt kan føre til markante længerevarende handikap. Permanente komplikationer forekommer kun i omtrentligt 10% af milde hjerneskader, 66% af moderate skader og 100% af alvorlige skader.
De fleste milde tilfælde er fuldkommen kureret inden for et par ugers tid, og næsten alle med milde traumatiske hjerneskader er i stand til at leve uafhængig af konstant behandling, og kan derfor vende tilbage til hverdagen uden problemer, selvom en meget lille andel af folk lide af milde kognitive og sociale gener.
Flere end 90% af folk med moderate traumatiske hjerneskader forventes at kunne leve normale uafhængige liv, trods en del af disse får brug for assistance vedrørende fysisk kunnen, ansættelse og at kunne disponere over økonomien. De fleste med alvorlige hovedskader dør eller kommer sig nok til at kunne leve et overskueligt liv - det ses ikke tit at en mellemting bliver resultatet. Koma er, grundet dets natur og sværhedsgrad, en stærk indikator på at det endelige resultat ikke tegner godt.
Prognosen afhænger omfanget og placeringen af kvæstelsen mod hjernen, samt om der er adgang til hurtig og effektiv lægebehandling. Hjerneblødninger (blødninger i rummet mellem den tynde hjernehinde og spindelhinden) fordobler risikoen for at dø som konsekvens af hjerneskaden. Blodansamlinger i hjernen er typisk den mest afgørende faktor for hævelse af dødsstatistikken vedr. hjerneskader. Hertil skal det nævnes at folk med blodansamlinger i hjernen forventes at blive kureret fuldkommen såfremt de modtager operativ behandling omgående.
Hvis man i forvejen har en lidelse som lavt blodtryk, hypoxi (iltmangel) eller højt hjernetryk forværres udsigterne for at komme fejlfrit gennem hele skadesforløbet. Efter det akutte stadie er overstået, er det meget op til den hjerneskadede at fremme sin egen helbredelse via aktiviteter hos specialister. Faktorer som misbrug af stoffer og alkohol og alder kan spille en stor rolle for hvordan helbredelsen forløber.
Der er fx dårligste udsigter for folk over 60 år eller under 2 år, mens folk mellem de to aldersgrupper har de bedste chancer for at blive effektivt kureret. Øvrige afgørende indflydelser på at man kommer sig over en hjerneskade indbefatter attitude, præ-traumatisk intelligens, personlighed, familiemiljø, sociale støttekanaler og økonomiske omstændigheder.